En stille januarmorgen blev jeg kaldt op på hospitalet for at fotografere en stund med to nybagte forældre og deres nyfødte lille datter, som var dødfødt. Jeg vidste hvad jeg skulle møde, fordi jeg har prøvet det før, og ved hvilket smerteligt og kærlighedfuldt rum det er at gå ind i. Her står tiden så stille som tiden kan.
Jeg kom og mødte deres lille smukke datter, så færdig og fin – men uden liv.
For mig, som fotograf var det vigtigt at skabe nogle billeder, som viste noget af det, som de som forældre kun fik mulighed for at gøre med hende denne ene gang. Som fx. at vaske hende og give hende tøj på – handlinger som vi med et levende barn tager for givet, og som vi ved, at vi kommer til at gøre sammen igen og igen de kommende år. Men med et barn som kommer sovende til verden, som et englebarn som mange kalder det – så bliver det kun denne ene gang. Nænsomt, ømt, kærlighedsfuldt.
Jeg ved at billederne betyder rigtig meget for familien, og at det er et “rum” de kan vende tilbage til, når de har brug for at mærke og mindes tiden med deres lille smukke datter.
Når jeg vælger at lave dette indlæg, og vise de her billeder – er det ikke mindst for at give den lille pige – og alle de andre englebørn der er blevet født, “en plads på væggen” når jeg taler om dokumentarisk familiefotografering. Og for at tydeliggøre at de børn findes i flere familier og at de familier har brug for at deres barn huskes og værdsættes som en der har været her.
De kom og de er elsket, de er en søster, en bror, en datter, en søn og et barnebarn.
Kærlig hilsen
Frederikke 🤍
PS; jeg har selvfølgelig tilladelse fra forældrene til at dele deres billeder.
